Klubbens Kostpolitik

Formål

Denne politik er udformet, fordi KIF-brydeafdeling ønsker at medvirke til at fremme vores bryderes velvære og præstationer.

Mål:

At bryderne af sig selv vælger den rigtige kost, både i hjemmet, til træningen og i forbindelse med stævner.

Ernæring:

For at den menneskelige krop kan fungere, skal den have tilført energi og næringsstoffer. Vore børn har generelt et højt aktivitetsniveau, både i hverdagen og i forbindelse med brydetræningen/stævneaktiviteterne. Derfor har kostens sammensætning stor betydning for brydernes fysiske velvære og ydeevne.
KIF-brydeafdeling anbefaler, at kosten sammensættes ud fra disse 7 kostråd:

- Spis meget brød og gryn
- Spis frugt og mange grøntsager
- Spis kartofler, ris eller pasta hver dag
- Spis ofte fisk og fiskepålæg
- Vælg mælkeprodukter og ost med lavt fedtindhold
- Vælg kød og pålæg med lavt fedtindhold
- Brug kun lidt smør, margarine og olie

Der kan opstilles mange kostplaner, som anbefales til idrætsudøvere. Disse kan i de fleste tilfælde kun give fuldt udbytte for eliteidrætsudøvere. Vore brydere er børn, som bruger deres krop på en naturlig måde og deres kost skal sammensættes herefter.

Stævner:

I forbindelse med stævnedeltagelse, er det en udbredt misforståelse, at bryderne får den energi og de næringsstoffer, de har behov for, ved at spise slik og pølser og drikke sodavand.
Slik er hurtig energi, men dækker ikke behovet for næringsstoffer, som opstår ved hård fysisk udfoldelse. Derudover er der i mange tilfælde, en alt for stor mængde af usunde tilsætningsstoffer i disse produkter.
KIF-brydeafdeling anbefaler derfor, at bryderne har en madpakke med til stævner. Madpakken bør sammensættes ud fra de 7 kostråd, som er nævnt ovenfor og væskeindtagelsen bør i overvejende grad bestå af vand, juice eller mælk - Evt. kakaomælk. Gevinsten herved er en forøgelse af brydernes ydeevne.
Slik, sodavand og pølser skal naturligvis ikke forbydes, men bør ikke være børnenes primære ernæringskilde ved et brydestævne.


Vægtpineri:

KIF-brydeafdeling støtter Danmarks Brydeforbunds ernæringspolitik, som skal forhindre de yngste bryderes vægtpineri. Generelt mener vi, at vægtpineri for at "komme i vægt" til et stævne, ikke bør forekomme i nogen aldersgruppe.
Et unaturligt højt vægttab er ikke sundt, og kroppen vil af sig selv kompensere for vægttabet, ved at tage energi og næringsstoffer fra livsvigtige organer.

Allergi:

KIF-brydeafdeling opfordrer forældrene til at informere klubbens holdledere, om deres børns eventuelle fødevareallergier.

Doping:

Klubber eller foreninger i et specialforbund under DIF, er forpligtet til at medvirke ved en dopingkontrol.
KIF-brydeafdeling tager kraftigt afstand fra enhver brug af doping, idet mange dopingstoffer, ud over en præstationsfremmende virkning, også kan have en negativ indvirkning på kroppens funktioner og, i mange tilfælde, være direkte farlige at bruge.
KIF-brydeafdeling mener, at sportslige resultater skal nås, ved hjælp af den rette træning og ernæring.

Print | Tilbage | Top

Sidst opdateret 22. februar 2008