Brydeskolen en succes igen!

Sommerbrydeskolen den 5.-7. juli i Koldinghallerne havde i år rekordstor deltagelse af 24 vakse piger og drenge. Den, der stak næsen indenfor i brydelokalet på en af de lumre sommerdage, kunne umuligt være i tvivl om, at der blev gået til sagen på Brydeskolen! Lad mig sige det på den måde: Den friske, rene luft var andre steder. Allerede mandag – altså inden klimaændringerne blev rigtigt mærkbare – fik Brydeskolen besøg af Kolding Lokal-tv. Reporteren var ret imponeret over den aktivitet, der var på de givne klimatiske betingelser, og optog til en god,  lang tv-reportage.

Programmet bød på masser af brydning, naturligvis: øvelser, lege, akrobatik, konkurrencer, greb og kampe, og traditionen tro var træningen tirsdag formiddag henlagt til strand og bælt. I år gik turen ikke til Binderup Strand, men til Hejlsminde syd for Skamlingsbanken, hvor familien Moos Johansen har sommerhus. Spændende konkurrencer på stranden, derefter en tur i Lillebælt og så hjem til medpakkerne i sommerhuset. Det lyder nemt, men var det ikke for alle. Måske var det en idé at tage en GPS med næste gang. I hvert fald fik bagtroppen, uden for programmet, set en hel masse af Trappendal-sommerhusområdet (hvem var det, der førte an?), men måtte så skynde sig lidt med den medbragte mad.

På sidstedagen startede Brydeskolen først kl. 12 med bl.a. akrobatik og brydequiz med både mundtlige og praktiske opgaver. Den afsluttende opvisning begyndte kl. 15.30, og det tidspunkt giver i hvert fald nogle forældre, der må passe deres arbejde i sommervarmen, bedre mulighed for at være med. I alt omkring 30 voksne og søskende så bryderne lave broøvelser, slå greb og bryde 12 livlige kampe. Masser af velfortjent bifald undervejs.

Så til tops på sejrsskamlen til diplomer og DB’s medaljer, der blev overrakt af DB’s formand Palle Nielsen, der også overværede onsdagens program.

Megaflot opvisning, brydere! BRAVO!

Før ”Farvel og tak for denne gang!” udlevering af holdfoto, collage og info om det nye brydeår i KIF.

Til sidst takker arrangørerne for opbakning og hjælpsomhed i stort og småt og for godt samarbejde.

 

f. lederne og trænerne

Torben Lindby
Brydeskolen2010
Brydeskolens deltagere

Billeder fra brydeskolen

Print | Tilbage | Top

Sidst opdateret 10. juli 2010